ER DU VORES 6 ÅRIGE DRENGS NYE STØTTEPERSON?

Denne annonce er udløbet
Denne annonce er hentet fra jobarkivet på studiezone.dk.
Bemærk, at annoncen er udløbet og virksomheden derfor sandsynligvis ikke længere modtager ansøgninger.


Job beskrivelse:
Vi søger et varmt og fantasifuldt menneske med legekompetencerne i orden til at være vores søns nye hjælpetræner/støtteperson.

Vores søn, der har udfordringer inden for autismespektret, er i en rigtig god udvikling, og du vil som hjælpetræner blive en nøgleperson i hans positive udvikling.
Vi har i ca. 2 år trænet ham efter ABA-metoden (Applied Behaviour Analysis), der er en intensiv og helhedsorienteret specialpædagogisk metode med fokus på kommunikation samt kognitive og sociale færdigheder. Vores søn er forholdsvis højtfungerende og træningen foregår primært som støtte til at indgå i nogle af de samme lege og sociale sammenhænge som jævnaldrende børn. Han skal starte i skole til sommer og skoleforberedende aktiviteter er derfor i fokus.
Du vil komme til at indgå i et velfungerende team, der består af to hjælpetrænere (begge studerende) og os forældre, samt en erfaren ABA-supervisor.

Vores søn er en finurlig, glad og blid dreng, der kan lide at bevæge sig, lege og læse. Han har generelt en god kontakt med voksne og er rigtig glad for sine hjælpetrænere. I kontakten med andre børn er han mere usikker og har svært ved at aflæse, hvad der forventes af ham i legesituationen, men med støtte kaster kan sig ud i legen med jævnaldrende og er begyndt at danne venskaber. Social leg, imitation og legeaftaler er en vigtig del af træningen.

Vi lægger vægt på:
- at du er fantasifuld og uden tøven kaster dig ud i leg og kommunikation med børn.
- at du har et godt blik for børns motivation i leg og har nemt ved at lege typiske drengelege.
- at du er et positivt, udadvendt og ansvarsfuldt menneske
- at du kan arbejde selvstændigt og holde fokus på de områder der aftales ved supervisionsmøderne hver 14. dag.
- at du er mødestabil og har lyst til at være fast hjælpetræner i en lang periode (over et år)
- at du er fleksibel og har mulighed for at have 1-2 vagter om ugen af ca. 3-7 timers varighed primært i tidsrummet 9-16.
- at du er god til at samarbejde og har lyst til at modtage supervision
- du må gerne have en interesse for læringsprocesser både socialt og fagligt, da du vil blive en væsentlig støtte, når vores søn starter i skole til sommer.

Vi tilbyder:
- ca. 6-10 timer om ugen. Muligvis flere timer fra august.
- et udfordrende studiejob, hvor du får specialpædagogisk erfaring.
- kendskab til ABA-metoden gennem træning og supervision.
- en plads i af et godt team, hvor du har medindflydelse, og hvor der er fokus på den enkelte træners styrker.
- en glæde og tilfredshed ved at være en vigtig brik i en drengs positive udvikling.
- en bruttoløn på 135 kr. i timen incl. feriepenge

Er du interesseret i jobbet, eller har du spørgsmål, kan du skrive til Ida på [email protected]. I ansøgningen til stillingen må du gerne skrive lidt om dig selv, hvor du ser dine styrker som hjælpetræner, hvor du er i livet (hvordan planerne uddannelses- og arbejdsmæssigt ser ud det næste års tid) og ikke mindst din motivation for at søge stillingen. Vi vil også gerne vide lidt om, hvordan dit ugeskema ser ud, og hvilke tidsrum på ugen du kunne forestille dig at arbejde som hjælpetræner.
Ansøgningsfristen er den 25. januar 2015, men send gerne ansøgningen og evt. anbefalinger så hurtigt som muligt. Ansættelse snarest.

Med venlig hilsen
Ida Søndergaard


Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen på studiezone.dk

Information

Virksomhed:
Adresse:
Løn:
Antal timer:
Kontakt person:
Email:
Telefon:


, 2100
135 kr incl. feriepenge Kr. /Timen
6-10 Pr. uge
Ida Søndergaard
[email protected]

Tilføjet: 05-01-2015
Tilbage..